Copenhagen Comics

Nu er det allerede en uge siden. Jeg havde et par fantastiske dage omgivet af dygtige og søde mennesker og stakkevis af smukke og sære tegneserier.

Lørdag signerede jeg bøger og til min overraskelse var der masser af mennesker forbi. Jeg sidder her ved siden af Malin Biller, der ud over at matche min bog i sit valg af tøj, selv har lavet en ret uhyggelig tegneserie.

Om aftenen var der Pingfest, hvor SMÅ DYR jo var nomineret til prisen for bedste danske tegneserie. Prisen gik dog til Mårdøn Smets bog, og det var velfortjent – han er en helt unaturligt dygtig tegner. Mårdøn Smet har i øvrigt også tegnet en af yndlingsbørnebøgerne herhjemme. Efterfesten på Enghave Plads var et kapitel for sig selv. Hurra for de lyse sommernætter.

Søndag gik jeg på indkøb og fik blandt andet en fantastisk vikinge-vampyr-sag på nærmest norrøne versemål med hjem. Og jeg dystede mod bl.a. Stine i den store tegnedyst (Bjørnebarnet sneg sig med op på scenen).

Jeg tror godt alle (måske med undtagelse af arrangørgruppen) kan blive enige om, at Copenhagen Comics skal gentages allerede til næste år og vare en uge i stedet for to dage.

Alle går og glæder sig…

…til Copenhagen Comics, som finder sted i Øksnehallen i denne weekend. Jeg skal signere bøger, interviewes, livetegne og først og fremmest bare hygge mig med alle mine højt skattede tegneserievenner.

Kom og sig hej og se en masse tegneserier! Det virker til, at næsten alle tegneserietegnere og -forlag i Danmark udgiver et eller andet fint værk i denne her weekend.

Og lørdag aften er der pingprisuddeling. Jeg er nomineret og nyder at være det, og så får vi se hvem der løber med pingvinstatuetten.