SMÅ DYR ude i verden.

Nummer 9 har anmeldt SMÅ DYR og siger en masse pæne ting, som kan læses her. Jeg er glad. Det er ekstra fornemt at høre den slags fra nogen med forstand på tegneserier.

Jeg har forøvrigt samlet klip fra alle anmeldelserne her. Der skulle gerne være alle dem, jeg kender til.

Det er sjovt at se min lille tegneserie rejse ud i verden og blive læst af mennesker, som jeg slet ikke kender. Og om en måneds tid skal den endda med mig til New York og vises til det udlandske marked. Heldigvis slipper jeg jo for at tænke på det med at oversætte…

Flere taberstriber med spegepølse og pink nederdel

Hermed anden og sidste ombæring af taberstriber fra mit bidrag til Politikens tegneseriekonkurrence. (Første ombæring er her).

Og så er der ikke flere, for så var januar slut, og jeg havde lavet godt og vel dem der skulle til for at deltage i konkurrencen.
(Jeg tror dog, den her storyline ender med, at Hubert og Anemone-Amelie bliver kærester og så bliver Huberts mor bekymret for hans fremtid, fordi hun ikke mener, at heteromænd kan blive til noget stort i modebranchen. Men drengene, der ville give ham tæsk, synes til gengæld, det er ret flot, at han har dusket en af tøserne bag ved cykelskyret, og på den måde får Hubert fred.)

Mine antiheteronormative taberstriber

Politikens tegneseriestribe er færdig, og jeg vandt ikke, men deltog selvfølgelig, som enhver ordentlig tegner på barselsorlov bør gøre.
Det var en fin øvelse at lave striberne, som tog afsæt i nogle af de ting, som kan bringe mit pis i kog. Derfor endte de måske også med at blive lidt niche-agtige, men i øvrigt vældigt gode, synes jeg.

Vinderen er virkeligt sjov, og anden- og tredjepladsen gik til dem, som jeg hele tiden havde sagt, ville vinde. Tillykke til hele banden.

Fire striber mere følger i morgen, hvor I bl.a. kan se skolelærerens pinkklædte kone håndtere en spegepølse!
I mellemtiden kan man også se fine taberstriber f.eks. her og mon ikke der også dukker flere op andre steder i den kommende tid?

Lillebitte kig på nyt tegneserieprojekt

Jeg drømmer om, at disse billeder engang skal blive en til en tyk og fed tegneserie om mænd, kvinder, kunst og kærlighed. En historie, som kom væltende ind i mit hoved så snart SMÅ DYR var udgivet, og som langsomt tager mere og mere form.

Tegneserier kan noget som ingen andre medier kan, og måske kan det her projekt hjælpe mig med at finde ud af hvad det er. Man kan i hvert fald lave sammenhænge på kryds og tværs af fortællingen – sammenhænge som læses med den visuelle hjernehalvdel og som man kan bladre frem og tilbage og krydstjekke. Det kan man ikke i film.

Nu lyder jeg måske som noget fra mit universitetspeciale, men i virkeligheden handler det bare om at lege med billeder, der ligner hinanden – og situationer og mennesker, der ligner hinanden.

Sådan noget skal der være masser af i mit nye projekt.

Her kan du købe SMÅ DYR!

Der er mange, der har spurgt, hvor man kan købe SMÅ DYR.

Den kan i hvert fald købes mange steder på nettet. Jeg ved ikke, hvor det lige for tiden er billigt og bedst.

Hvis du hellere vil købe den ude i den virkelige verden, kan jeg anbefale at besøge Fahrenheit-butikken på Nansensgade 36 eller CMYK-kælderen i Jægersborggade. Det er to helt særlige butikker, som nok er en lille rejse værd. CMYK sælger desuden print af tre forskellige tegninger, jeg har lavet. De kommer ud af en spaktakulær printmaskine og leveres, hvis du vil, i glas og ramme.

God fornøjelse med julegavekøbene!