Nye tegninger i CMYK

Jeg har igen leveret et par tryk til CMYK-kælderens stadigt voksende udvalg. Denne gang er det disse to:

 

lilleblesmil

lillehundekager

De er egentlig ikke helt nye – fra 2010. Til gengæld er de meget særlige, for netop disse to tegninger har jeg selv hængende herhjemme.
Du kan købe tegningerne på CMYKs webbutik eller i butikken i Jægersborggade. De koster beskedne 90 kroner som tryk, og selvom de kan pimpes op med diverse former for indramning, er de er naturligvis kun næsten lige så fine, som dem der hænger på min væg.

…men til Juli bliver CMYK til gengæld smækfyldt med originaltegninger fra Anders Brønserud, Majbrit Linnebjerg og mig selv, når vi åbner for en fælles udstilling. Det glæder vi os til. Jeg har allerede lavet de første par tegninger.

Mere om det senere. :)

Med næb og klør

…det er titlen på en fin lille udstilling, der kører i CMYK lige nu og indtil 8. juni. Udstillingen udgøres af en væg med 30 meget forskellige originale værker. Selv deltager jeg med en tegning af en sulten kat. Den kan ses et sted på billedet her og købes i butikken.

Jeg var forbi butikken idag og blev blæst omkuld af det høje niveau på den tætpakkede væg. I printafdelingen så jeg også noget, der egentlig ville gøre sig godt på min private væg herhjemme… så mon ikke jeg snart slår vejen forbi igen?